Søndag aften tager vi med til Okseøerne for at være tæt på det dansk-tyske familiedrama
Solskin, blå himmel, Flensborg Fjord med stille vand og familieidyl, der bare er til at føle på. Men også
drama, død, mistro og konflikter. Det hele er med, når tv-serien ”Tod von Freunden” ruller over skærmen
på søndag og de efterfølgende søndage. ZDF-Serien har fået mange rosende ord med på vejen, men i de
udsendte pressemeddelelser glemte de at fortælle om Flensborg Roklubs bidrag i serien.
Det kommer så her:
Indspilningerne foregik i sommeren 2019, og hvis jeg ellers husker rigtigt, så var det en helt forrygende
sommer med lækkert vejr. Filmproducenten lånte fire polokajakker plus andet udstyr i roklubben, og så det
vigtigste: nogle kompetente lokale folk. I hele tre dage var Till, Bjørn og Lars med ude for at lege
filmstjerner i kajakker på vandet og i området ved roklubben. De var med, da der blev afviklet et
”kajakpolostævne” ved Havnespidsen, og de var på vandet for at lave træningsscener. Foruden klubbens
egne tre medlemmer var der spillere fra Hamborg, Kiel og det danske U21 landshold.
Alt i alt nogle spændende dage, lyder det fra de tre, der glæder sig til at se det færdige resultat.
I serien følger vi familierne Clausen og Küster, og der er prominente skuespillere med. Den to voksne i den
danske familie Clausen får lige et par ekstra ord med på vejen. Det er Lene Maria Christensen og Thure
Lindhardt. Hun er nok bedst kendt fra tv-serien ”Arvingerne”, og hvis du i juledagene så ”I Krig og
Kærlighed”, så var Thure Lindhardt den meget ubehagelige og alt for emsige Hansen i filmen.
Første gang er søndag den 7. februar kl. 22:15 – og hvis du ikke kan der, kan serien streames på ZDF
Mediathek.
Tak til ZDF/Letterbox / Thorsten Jander for de fine fotos.